Vi inviterer dig til fernisering på Vibeke Krogs særudstilling hos os, hvor hun vil udstille sine eksklusive, grafiske keramikarbejder.
Fernisering finder sted torsdag den 30. juni, hvor Vibeke Krog selv er til stede fra kl. 15-16. Hun vil fortælle om sine keramiske værker og arbejdet med dem.
Vi glæder os til at se dig fra kl. 15-16! Alle er velkomne og vi vil byde på en lille forfriskning.
Udstillingen varer til medio august.
Vibeke Krog fortæller:
Gennem hele min karriere som keramiker har jeg altid foretrukket det røde ler, som jeg anvender til alle mine arbejder. Unikke brugsting eller rene skulpturer. Den røde farve danner en perfekt baggrund for at male med begitninger, en teknik jeg holder meget af og ofte bruger.
For at opnå kontrast til begitningens matte, glittede overflade glaserer jeg udvalgte felter. Jeg brænder min keramik til 1184 grader, hvilket giver god styrke og tæthed.
Ud over lyst til og ambitioner om at skabe smukke ting er nysgerrighed en stor drivkraft. At opleve ideer og skitser blive til virkelighed, overraskelsen, når to dimensioner bliver til tre og til sidst hvad brændingen bidrager med. En proces som løbende udvikler og inspirerer.
På den måde har mine skulpturer over en årrække udviklet sig fra at være dekorerede vaser med låg til skulptur og billede i et.
Jeg arbejder stramt og grafisk i både form og dekoration. Inspirationskilderne er mange. Maurisk arkitektur, den blødhed og stoflighed som findes i farverne i de gamle kalkmalerier eller den smukke natur der omgiver mit hjem og værksted ved Julsø.
Ses vi?