Vi fejrede vores 30-års jubilæum lørdag, den 26. september i strålede solskin og med mange besøgende.

.
Vi var umådeligt heldige med vejret – sol, varme og klar himmel. September måned når den er bedst, så derfor kom mange besøgende forbi og fejrede dagen med os.
Der blev spist hele 11 hjemmelavede lagkager – de sidste to gæster måtte spise de sidste to stykker af hver sit lagkagefad, for lageret af de ellers mange, mange paptallerkner var tømt.
Vi udskænkede 16 flasker iskold og velsmagende Moscato, så alle var glade. Vi hentede løbende de kolde flasker fra vinhandleren overfor, så vi vidste, at vi ikke ville løbe tør for vin. Trofaste Finn Molsted spillede for os under hele festligheden og bidrog som altid til den hyggelige stemning med sin musik.
Nelly Gaskin holdt festtalen. Hun er en af byens keramikere og har været med siden starten for 30 år siden, og det gjorde talen interessant og relevant.
Jævndøgnsudtrækningen var flyttet en uge og foregik dermed på selve dagen, hvor der også var adskillige ekstrapræmier til heldige fremmødte.
.

.
I 30 år er det lykkedes medlemmerne af vores forening at drive en forretning med kvalitetskunstværk og jævnlige særudstillinger af udvalgte kunstnere.
Det er en flot bedrift, synes vi – især når man tænker på, at at forretningen udelukkende er drevet af frivillighed. Den slags skal være lystfyldt, og det har det været gennem alle årene. Selvfølgelig skulle dagen fejres, og det blev en flot fejring.
Om aftenen mødtes alle medlemmerne til jubilæumsfest med dejlig mad og underholdning.
Tak til alle kunder og interesserede, der har besøgt os gennem årene!

.




