Vores barndom i Den Gamle Købmandsgaard

Og det er ganske vist…..

Fortalt af søstrene Vibeke Mortensen og Pernille Kirkeskov-Hansen, der begge havde deres opvækst i Den Gamle Købmandsgaard.
Købmandsgården med ølbil. Fotograf: Pernille Kirkeskov

Vores barndom i Den Gamle Købmandsgaard

.

I februar 1955 overtog vores far Knud Verner Kirkeskov-Hansen Den Gamle Købmandsgaard efter købmand T.H. Lund.

Familien bestod foruden af vores far Knud Verner og mor Else Margrethe af fem børn, hvoraf tre Vibeke, Birgitte og Irene var med fra starten i 1955. Tvillingerne Pernille og Henrik blev født på Skælskør Sygehus i 1957.

.

Facadenavnet males op

.

VIBEKE ERINDRER:

.

Den første dag

Den første dag gik vi rundt i det store hus, der bestod af hele 22 rum og en kæmpe have ned til Noret.

Min lillesøster Birgitte på 6 år og jeg selv der var 8, stod med hinanden i hånden midt på græsplænen, og Birgitte kiggede op på mig og sagde: ”Tror du nogensinde vi finder hjem igen?

.

Det store hus

Alt var så overvældende – aldrig havde vi set så stort et hus indvendigt. Spisestuen var 9 m lang og dagligstuen 7,4 m. Der var omkring 4 m til loftet, og midt i lysekronen i spisestuen, hang der en klokke. Et levn fra gammel tid, hvor man have masser af ansatte og bare ringede når maden skulle bringes op fra køkkenet i stueetagen.

I væggene var der hustelefoner, som bestod af rør, hvori man kunne råbe fra 1. sal til stueetagen – noget som fascinerede os meget.

Køkkenet bestod halvt af trægulv og halvt af stengulv delt med et rille af sand. Vaskehuset med stor gruekedel, hvori man kogte tøj, lå i tilknytning til køkkenet. Ved siden af vores fars kontor var der en skænkestue, hvor bønder og handelsmænd tidligere kom indenom og fik en lille en til halsen.

På kontoret var der en stor skrivepult, som havde stået der i mange mange år, og ovenover hang der foto af alle de tidligere ejere af Den Gamle Købmandsgaard.

.

Forretningen

I forretningen var der hvidskurede trægulve drysset med savsmuld. Egetræsdisk med skuffer til gryn og mel, glasmontre med saltede klipfisk. I kælderen, hvor væggene bestod af gamle munkesten, stod der tønder med islandske spegesild, som solgtes i løs vægt.

På loftet henover porten, i den nederste del af forretningen, var der poseloft. Der lå poser i alle størrelser til brug for alle afvejede varesom kaffe, sukker, mel, gryn m.m.

.

.

Baggården

I gården var der cykelstald, som specielt fredage var meget benyttet af såvel bønderkarle som piger, der kom til byen for at handle og gå i biografen eller på konditori – blandt andet på Bruuns Hjørne. 50 øre måtte de betale for, at deres cykel blev forsvarligt opbevaret.

Længere nede i gården var der hestestald, hvor blandt andre Ostemanden opstaldede sin hest hver torsdag, imens hans solgte ost fra Ostevognen på havnepladsen.

Hestestalden blev i en periode også flittigt brugt af byens tørstige sjæle. Det kunne f.eks. være arbejdsløse, der hyggede sig i hinandens selskab. De havde fået besked på, at de godt måtte stå og drikke i stalden, hvis bare de ikke generede børnene. De var flinke og sobre. Når de skulle have ”lettet trykket” gik de i gården, hvor der på den tid fandtes to offentlige lokummer. De blev nedlagt da man først i 60’erne byggede offentlige toiletter på havnen.

De tørstige sjæle havde mange øgenavne blandt andet  ”Christian Spånkurv”, ”Gunnar Sukkermad” og ”Fyr og Bi” – en meget høj og en meget lille mand, som boede på alderdomshjemmet.

På 1. sal i sidebygningerne var der kornmagasiner.

.

Billede: Baggården, som den ser ud nu.

.

Vores familie

Livet i Købmandsgården var mangfoldigt og aldrig kedeligt.

Lige fra start havde vores mor ingen hjælp, og der var trods alt meget at se til med tre børn. Der skulle sørges for mad til familien på fem, en gårdskarl og en lærling på kost. Rengøring af det meget store hus, indkøb og madlavning, optænding i diverse kakkelovne (centralvarme blev først indlagt i begyndelse af 60’erne) tøjvask i gruekedel, kaffe, brød og anden mad til de mange, der hver dag besøgte Købmandsgården.

Far var af den gamle skole – streng men retfærdig. Dog lagde han aldrig hånd på os børn, hvilket ellers var ret normalt på den tid.

.

.

Der var altid meget larm i vores barndomshjem, og en af den særlige slags kom fra vores beostær, som vores mor havde anskaffet sig. Den var opdraget på bredt vestsjællandsk … snakkede i ét væk og kunne hoste ligesom vores mor.

Vi havde også en hund, som gøede ustandseligt samt fars radio, som stod mellem to stationer og skrattede så det var en gru, hver gang han skulle høre ”pressens radioavis” – præcis kl.12 og kl.18 hver dag. Så det indledte vi alle vores måltider med til stor irritation for os unger.

Af den mere fredelige slags havde vi en skildpadde, og desuden en masse vilde katte, der var nødvendige som musefangere.

.

Gårdskarlen

Vores gårdskarl, eller chauffør om man vil, hed Larsen. Vi kaldte ham indbyrdes for ”Cigardi”, idet han altid havde en stump cigar i munden – eller ”ti minutter i to”, fordi hans fødder vendte lidt udad.

Han var på kost og logi og var uundværlig i hele vores barndom. Han havde mange talenter og blandt andet lavede han byens smarteste sæbekassebiler til os børn.

Han elskede farver, og ingen maling måtte gå til spilde. Det gav noget spøjse udtryk, som ikke altid faldt lige i vores mors smag. Hun var grædefærdig, da Larsen præsenterede hende for den nye havelåge i alle regnbuens mulige og umulige farver.

Larsen kørte på landtur en gang om ugen for at samle sorte bøger ind med bestillinger af varer, som han senere på ugen leverede. Ofte var en af os børn med som passager på disse ture. Mange kunder fik kredit og betalte først når høsten var vel i hus. Så kom de på Fars kontor og afregnede. Mændene fik cigarer, konerne chokolade og børnene små kræmmerhuse med bolsjer.

.

Vores unge piger

I badeværelset var der en stor blankpoleret kobberovn, der gik fra gulv fra loft. Her blev der to gange om ugen tændt op under og varmet vand. Så var det ”store badedag”. Der blev renset ører, klippet negle og skiftet undertøj.

Ved siden af mors og fars soveværelse lå ”børneudslusningsværelset”. Det var her de mindste boede for senere at flytte til andre værelser i huset …. for til sidst at ende på teenagerværelset på 2. sal. Det mest eftertragtede værelse – oven i købet med egen håndvask.

Fra tvillingerne blev født i 1957, havde vi ung pige i huset. Vi børn havde mange sjove oplevelser med disse meget forskellige piger, hvis liv vi gik meget op i. Det var vanvittigt interessant, om de havde kærester …. engang havde jeg gemt mig bag den unge piges sofa, imens den unge pige havde herrebesøg! Og der måtte jeg så sidde musestille under hele akten, imens jeg fik mere og mere røde ører. Jeg kunne først slippe uset ud, da den unge herre noget senere blev fulgt til dørs!

En anden skrækkelig historie var, da en af vores unge piger havde meldt sig syg. Vores mor havde ondt af hende og ville servere mad på hendes værelse. Men ak og ve, den unge pige var dog ikke mere syg, end hun kunne magte at tage sig af sin kæreste. Det blev vores mor for meget og den stakkels unge mand blev straks jaget på porten – og tøjet fulgte efter ud af vinduet. En handling som vores mor siden fortrød. Hun var nemlig et ejegodt menneske, og det var der mange der nød godt af. Vi havde mange vagabonder og gårdmusikanter, som jævnligt besøgte vores mor og spillede serenader for hende. Hun kvitterede gerne med et måltid varm mad eller en madpakke.

Der var altid kammerater nok på besøg i Købmandsgården og på øverste kornmagasin fik Birgitte, vores veninder og jeg lov til at lave små købmandsforretninger. Her var masser af tom emballage i alle afskygninger, og der blev handlet livligt med matadorpenge.

.

PERNILLE ERINDRER:

.

Børneliv

Så voksede vi tvillinger op, og andre ting kom til.

Den gang var Skælskør helt anderledes og trafikken en helt anden, idet Norvejen endnu ikke var bygget.

Vi fik meget tidligt lov at køre på trehjulede cykler alene ind i nabogårdene, og vores søster Irene måtte allerede som ganske lille traske ind til nabobutikken, hvor hun ”hjalp” skotøjshandler Tudski med at skaffe dagens omsætning . Måske var det blot fordi Tudski ikke kunne stå for hende, og det samtidig hjalp min mor kun at have fire hjemme iblandt.

.

Vores uregerlige legekammerat

Vi havde mange forskellige legekammerater, men særlig én kunne sætte fut i fejemøget. Det var Jesper – redaktørens søn. Han var ikke kedelig, og sammen fandt vi på de skøreste ting.

Engang indsamlede vi alle vores hønseæg for at lave ”verdens største æggekage” , som bestod af æg kastet op på væggen! En anden gang havde vi en konkurrence, der gik ud på, hvem der kunne pakke flest høns ned i appelsinkasser og en tredje gang gjaldt det om, hvem der kunne ramme flest af de små vinduer på loftet med hagl fra luftbøssen!

Uden at sige for meget endte det hver gang med, at Jesper blev sendt hjem efter sådan en omgang med besked om, at han ikke skulle vise sig de næste 8 dage.

Vi brugte loftet på helt andre måder, og nu blev købmandsforretningerne på loftet erstattet af ræs med sæbekassebiler, håndboldbane og sidst men ikke mindst havde vi bordtennisbord på loftet, hvor vi afholdt adskillige bordtennisturneringer igennem ungdomsårene.

.

Supermarked og moderne tider

I 1963 blev forretningen ombygget til supermarked. Samtidig fik vi indlagt centralvarme med varmt vand – og kobberkedlen blev sendt på pension.

På det tidspunkt bestod personalet i Den Gamle Købmandsgaard af vores far, chaufføren Larsen, to kommiser, to lærlinge og en dame til at veje varer af og fylde op.

I gården blev der stadig solgt korn- og foderstoffer, kul, koks og brænde, men nu var der også kommet olie og gas til.

.

Julen i Købmandsgården

Julen i Den Gamle Købmandsgaard var noget ganske særligt. Der var mange traditioner, og vi var altid i kirke juleaften, selvom Far var dødtræt efter de lange dage bag disken. Der blev pyntet op både ude og inde, og julemiddagen bestod altid af andesteg og risalamande. Til julefrokosten var der blandt meget andet altid hjemmelavede finker, sylte og leverpostej.

Der var altid gæster og et juletræ næsten helt op til loftet.

I de senere år var der juleridt fra rideskolen samt julestue i gården.

.

Solgt

Forretningen ophørte i 1980, da vores far solgte til byggematador Bøje Nielsen.

I dag hedder forretningen KUNST & DESIGN Købmandsgården og huser en smuk brugskunstforretning, der drives af frivillige samt et Bykontor – en slags turistinformation, så på den måde lever lidt af ånden fra Den Gamle Købmandsgaard stadig videre.

Det var i sandhed en spændende og anderledes barndom og ungdom, vi var så heldige at opleve i Den Gamle Købmandsgaard!

.

Mange hilsner fra Vibeke og Pernille

.

Den Gamle Købmandsgaard set fra Algade