At være frivillig hos os

Vi arbejder sammen om butiksdriften, særudstillinger og aktiviteter hen over året, og ofte er medlemmerne med i butiksfællesskabet i mange år.

Undertiden er der plads til nye frivillige, så derfor vil vi gerne høre fra dig, hvis du kunne tænke dig at være med.

Se mere nedenfor.
FrivillighedogregnskaberiKbmandsgrdensbutikSklskr_srcset-large

Har du lyst til at være frivillig i vores fællesskab?

.

Hvem er vi?

Vi er butik og forening med kunsthåndværk og unika af høj kvalitet.

Bykontoret holder også til hos os, og vi har et meget velfungerende samarbejde i det daglige.

KUNST & DESIGN Købmandsgården har siden 1996 været drevet ved frivillig indsats af omkring 30 medlemmer.

Man laver det, man har mest lyst til, for det skal være sjovt og hyggeligt at være frivillig hos os. Vi synes, det er vigtigt, at den tid, vi bruger i Købmandsgården, er tilpasset den enkeltes ønsker. Nogle er udelukkende i selve butikken, men flere byder også ind på andre områder.

Vi har en meget flad struktur, hvor man har stor selvbestemmelse, hvis man lægger en indsats ud over butiksvagterne.

Det er vigtigt for os at respektere hinandens kompetencer og forskelligheder, så vi får en spændende butik, der hele tiden udvikler og ændrer sig.

Endelig er det utrolig vigtigt, at vi har det rart med hinanden og også får tid til sammenkomster og udflugter.

Læs eventuelt mere om vores organisering her.

.

Har vi brug for nye?

Erfaringen viser, at de fleste bliver i butiksfællesskabet i mange år. Nogle holder måske en pause, men vender ofte tilbage igen eller hjælper blot til ved særlige begivenheder.

Undertiden har vi dog brug for nye hænder i både butik og administration, så vi vil altid gerne høre fra dig, hvis du tror, det måske er noget for dig at være en del af vores fællesskab.

.

Hvor mange timer?

Bykontoret passer butikken i hverdagene fra kl. 11-13.

Vores vagter går fra kl. 13-17.

Man kan tage en hel vagt på 4 timer, men mange vælger at dele vagterne, så man kun har 2 timer ad gangen. Enten fra kl. 13-15 eller fra kl. 15-17. Det bestemmer man helt selv.

Vi er opdelt i dagsgrupper, så hvis du for eksempel kommer med i onsdagsgruppen, vil du kun have vagter om onsdagen bortset fra på særlige dage (Keramikfestivalen, Kunst i Pinsen osv.), hvor man kan byde ind på ekstravagter.

Der er typisk 3-5 personer i hver dagsgruppe.

.

Hvad kræves der?

Der kræves ikke andet end lyst og tid til at være en del af vores fællesskab, lyst til at have kundekontakt og en interesse for kunsthåndværk. Det sidste plejer dog at komme helt naturligt i omgangen med butikkens kunsthåndværk og skiftende udstillinger.

.

Hvordan foregår det?

Hvis du har lyst til at være med, vil du blive oplært af os andre frivillige.

Hvis du allerede fra start tilhører en bestemt gruppe, vil de hjælpe dig på vej – ellers foregår det, som det nu passer med din kalender.

Når du føler dig klar, begynder du at tage vagter på egen hånd. Der ligger en detaljeret vejledning, som du kan støtte dig til.

Du kan altid være med på sidelinjen igen hos en af os andre, hvis du har behov, og der ligger telefonnumre, du kan ringe til.

Ofte vil Anne eller Merete fra Bykontoret være i butikken samtidig med dig, og så kan du spørge dem, men det plejer at gå meget fint, når nye kommer til.

.

Hvad gør jeg, hvis jeg gerne vil være med?

Skulle du have lyst til at være med hos os, eller vil du blot høre mere, er du meget velkommen til at ringe til:

Anna Lisa Larsen på telefon: 51 93 11 48