Dorte Visby og muffelbrænding

kop med hank i keramik

Dorte Visby er en af vores fast tilknyttede keramikere med sit helt eget udtryk. Dorte Visby bruger flere forskellige brændingsteknikker – blandt andet muffelbrænding, som giver en mat og rå overflade.

Om muffelbrænding fortæller Dorte Visby:

Muffelbrænding eller lavbrændt saltglasur er en proces, som foregår i en muffel opvarmet til temperaturer mellem 1050˚C og 1300˚C.

Muflen er en tæt lukket lerkasse – en slags ”ovn i ovnen”, som pakkes med oxyder, salte og brændbare materialer – i mit tilfælde oftest materialer fundet på stranden såsom sand, tang, skaller m.m.

I muflen opstår nogle særlige kemiske processer – der skabes en atmosfære, hvor de organiske materialer, som den er pakket med, idet de brænder væk, frigiver mineraler og salte, som går i forbindelse med lerets overflade – en oftest svært kontrollerbar proces.

Kendetegn

  • Matte overflader
  • Aftryk eller skygger af brandbart materiale og salte
  • Bredt farvespil

Dorte Visby, der bor ved Lønstrup Klit i Nordjylland, beretter selv:

Vestkystens karakteristiske sandstrand, klitterne, Rubjerg knudes bjerge af sand, det forblæste plateau over klinten og havets erosion, udgør for mig en mangfoldighed af fortællinger, som jeg til stadighed fortolker og genfortæller som keramiske udtryk.

Mine værker handler derfor om natur, om observationer i landskabet, om en følsomhed overfor teksturer, farver, spor og historie. Det handler om arkitekturen som spor efter mennesket i naturen, om spændingen mellem flade og struktur, mellem overflade og det, der ligger under.

Keramikkrukke med låg
Muffelbrændt keramikkrukke med låg, Dorte Visby
grøn rakubrændt skål
Rakubrændt skål af Dorte Visby