Det var en rigtig dejlig jubilæumsdag, som vi vil tænke tilbage på i lang tid.
Sol og varme, masser af glade mennesker, musik, kager, bobler, festtale af Pia Kimer og fem glade vindere af kunsthåndværk. Den ene vinder vandt for 2.500 kr. efter eget valg, så hun var glad.
Om aftenen var der en fortjent jubilæumsfest for alle frivillige tilknyttet KUNST & DESIGN Købmandsgården.
25 år med frivillighed og kunsthåndværk og unika af høj kvalitet fortjente en festlig fejring.
Et af de smukkeste huse centralt på hovedgaden stod for 25 år siden tomt, en idé tog form, gode kræfter forenedes og Købmandsgårdens udsalg af kunsthåndværk opstod og er efter 25 år stadig sundt og livskraftigt.
Vi har i mellemtiden skiftet navn til KUNST & DESIGN Købmandsgården, men i daglig tale vil vi altid hedde Købmandsgården.
I alle disse år har imponerende frivillighed, fællesskab, sammenhold og glæden over kunsthåndværk holdt Købmandsgården kørende. Uden de frivilliges indsats gennem alle årene, ville vi ikke eksistere.
TAK for det!
Ligeledes en stor TAK til alle trofaste og nye kunder! Uden jer ville vi slet ikke eksistere.