Fernisering - keramik af Inger Mehlum

03maj16:0017:00Fernisering - keramik af Inger MehlumAlle er velkomne fra kl. 16-17

Yderligere info

Alle er velkomne til fernisering fredag den 3. maj kl .16-17, hvor vi byder på snacks og et lille glas.

Inger Mehlum er ”rigtig keramiker” – uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Hun har deltaget i et hav af udstillinger, har fået mange anerkendende legater og har solgt til flere museer.

Inger Mehlum fortæller selv:

”Jeg arbejder både med store håndbyggede unika og med mindre serier af funktionelle brugsting som kopper, skåle, fyrfadstager etc. Mit valg af ler spænder bredt fra det groveste stentøjsler til det fineste transparente porcelænsler alt efter, hvilket udtryk jeg ønsker at få frem i mit arbejde.

I unikaarbejderne tager jeg oftest udgangspunkt i beholderen (krukken, skålen osv.), men på grund af størrelsen ophæves funktionen, og det er det æstetiske udtryk, der bliver det væsentlige. Disse emner modellerer jeg frit op ved hjælp af pølseteknik.

Jeg har en stor gasovn, hvor jeg brænder både stentøj og porcelæn til 1300 grader –  oftest i en let reducerende atmosfære.

Nogle gange har jeg valgt at brændefyre leret. Det foregår på Internationalt Keramisk Center, Guldagergård i Skælskør, hvor der findes flere typer brændefyrede ovne.

Brændefyring tilfører leret en helt speciel glød og stoflighed. Flammerne stryger sig om emnerne i ovnen, og sammen med asken fra træet og den reducerende atmosfære i ovnen får de enkelte ting i ovnen et unikt udtryk. Dette er en særdeles spændende brændingsteknik.

Én af ovnene bliver brændt over tre døgn, en anden ovn smider vi soda ind i, og det lægger sig som glasur på tingene. At åbne disse ovne er altid fuld af overraskelser.

Jeg er meget optaget af form og stoflighed og søger i mit arbejde med leret at lave noget, der er enkelt og smukt.”

Tidspunkt

3. maj 2024 16:00 - 17:00(GMT+01:00)